Specialist i nøjagtig måling
En landmåler er en faguddannet person, der har specialiseret sig i opmåling og kortlægning af jordoverflader i forbindelse med bygge- og anlægsarbejde. Landmåleren opsamler og analyserer vigtige data omkring jordoverfladen og geografiske elementer, inden et projekt kan sættes i gang. Landmåleren er derfor en vigtig samarbejdspartner for både arkitekten og ingeniøren i forbindelse med bygge- og anlægningsarbejde.
En landmåler er specialist i at foretage nøjagtige målinger, beregninger og præsentationer af data. Når en landmåler indkaldes til en bestemt byggeopgave, vil denne opgave som regel løses gennem 3 trin; indsamling af data, analyse af data og præsentation af data. Herefter vil arkitekten, ingeniøren eller bygherren overtage og påbegynde den fysiske del af byggeopgaven, baseret på landmålerens arbejde.
De fleste landmålere har en uddannelse som kort- og landmålingstekniker, hvilket er en uddannelse, der hører under uddannelsen til bygningskonstruktør. Dette betyder, at en landmåler har en bred viden og ekspertise indenfor emner som:
- Opmåling af grund
- Kortlægning
- Byplanlægning
- Geografisk analyse
- Miljøovervågning og forvaltning
- Ejendomsret
Hvad kan en landmåler hjælpe dig med?
En landmåler kan hjælpe dig med opstarten af dit bygge- eller anlægsprojekt, uanset hvor stort eller småt det må være. En landmåler samarbejder med mange andre brancher og fungerer ofte som et bindeled imellem advokat, bygherre, arkitekt, ingeniør, ejendomsmægler og entreprenør, da landmåleren leverer uundværlige data til alle involverede parter i et projekt.
Nogle af landmålerens typiske opgaver er:
Opmåling af jord
Landmåleren foretager præcise målinger af jordoverflader, og anvender avanceret udstyr til at definere jordarealers konturer, terræn, højdeforskelle, afstande, vinkler og forskellige geografiske træk. Dette er blandt andet med til at sikre, at landskabet og bygninger passer sammen. Det er derfor en vigtig opgave inden påbegyndelsen af et nyt byggeprojekt, eller større trafikopgaver, for eksempel ved etablering af nye veje.
Kortlægning
Landmåleren er ansvarlig for at oprette og vedligeholde kortlægningsdata, og udarbejde nøjagtige kort. Landmåleren kan også udarbejde ændringer ved matrikelkort, hvor denne benytter avanceret teknologisk udstyr og software til at sikre opretholdelse af nøjagtige geografiske oplysninger.
De indsamlede data bruges til at oprette kort og geografiske databaser, som bruges i forskellige industrier som navigation, byplanlægning og naturregistrering. Kortlægning bruges i høj grad af private, men også af større virksomheder, kommuner og regeringen.
Byplanlægning
Landmåleren spiller en vigtig rolle i forbindelse med byplanlægning, da denne bidrager med vigtige data i forhold til, hvordan et areal udnyttes og udvikles bedst muligt. Det drejer sig både om data i forhold til bygningskonstruktioner, men også i forhold til infrastruktur. Landmåleren spiller derfor en vigtig rolle, når der skal udarbejdes lokalplaner.
Lokalplaner
Når du skal i gang med et byggeprojekt, uanset om det er i byplan, på landet, eller måske et sommerhus, så skal du som oftest have godkendelser til at opføre bygningen. Det samme gælder, hvis du vil opføre en tilbygning.
For at få de nødvendige godkendelser, der kræves før byggeriet kan gå i gang, skal du have udarbejdet en lokalplan. Her kan landmåleren udarbejde en lokalplan der sikrer, at alle love og regler overholdes, samtidig med at du får opført den bygning, du ønsker.
Infrastruktur
Når det drejer sig om vedligehold af vejnettet, etablering af nye veje, etablering og konstruktion af broer eller tunneler, bidrager landmåleren med at levere præcise målinger og data, der er vigtige for disse projekter.
Miljø
Landmåleren leverer også vigtige data i forbindelse med miljømæssige undersøgelser og overvågninger. Det kan for eksempel være i forbindelse med jord- og terrænforandringer, erosionsmønstre og forandringer i forbindelse med naturkatastrofer som jordskælv eller oversvømmelser.
I visse situationer er der behov for overvågning af jordforandringer over længere tid. Her vil landmåleren sørge for, at der indsamles, opbevares og sammenlignes data over en længere periode.
Dataanalyse
De indsamlede data bliver bearbejdet og analyseret via GIS systemer, geografiske informationssystemer, og bliver derefter præsenteret via kartografiske programmer. Selve analyse- og præsentationsarbejdet sker via avanceret software, som landmåleren har stor viden om.
Hvornår skal du vælge en landmåler?
For private vil en landmåler typisk være anvendelig ved nye bygge- og anlægsprojekter på privat grund. Det kan være i forbindelse med nybyggeri eller ændringer af eksisterende byggeri, hvor man skal sikre sig, at byggeriet passer sammen med jordforholdene på grunden.
Landmåleren kan foretage målinger og analyser af jorden, og kan rådgive om nybyggeri og tilbygninger. Landmålerens ekspertise kan eksempelvis også benyttes i forbindelse med etablering af kloak og vandforsyning.
Typisk skal en lokalplan godkendes for, at du kan få de nødvendige tilladelser til at opføre en tilbygning. Her vil landmåleren være den, der står for at udarbejde en lokalplan. Landmåleren vil desuden rådgive dig i forbindelse med at sikre, at dit bygge- eller anlægsprojekt holder sig indenfor lovens rammer, og er forsvarligt både sikkerhedsmæssigt og juridisk.
Skal jeg vælge en landmåler eller en landinspektør?
En landmåler og en landinspektør er to professionelle fagpersoner, der i høj grad har tilsvarende kompetencer. Der vil derfor ofte være opgaver, der overlapper hinanden, hvor det ikke gør den store forskel, om man vælger en landmåler eller en landinspektør.
I daglig tale skelner man heller ikke imellem disse to professioner. Der er dog enkelte specifikke opgaver, hvor det er nødvendigt at vælge den ene frem for den anden.
Den primære forskel på en landinspektør og en landmåler ligger i uddannelsen; landinspektøren har en videregående uddannelse i landinspektørvidenskab, hvilket er en uddannelse, der tager længere tid end uddannelsen til kort- og landmålingstekniker.
Landinspektøren har desuden mere specifikke kompetencer indenfor jura og økonomi, og kan derfor rådgive om konkrete juridiske og økonomiske forhold i forbindelse med byggeprojekter. Landinspektører vil typisk arbejde på større projekter, der vedrører ejendomsgrænser og forvaltning af grunde, da de har stor viden om reglerne for udnyttelse af grunde. En vigtig viden så man ikke ender med at bygge i områder, hvor det ikke er tilladt, eller hvor der er specifikke servitutter, der skal tages højde for.
Derudover har landinspektøren autorisation til at lave udstykninger og fastlægge skel, hvilket landmåleren ikke har. Det er derfor også landinspektøren, der skal stå for den juridiske fastlægning af skel og udstykninger af jord, hvorimod landmåleren kan stå for opmålingen og vurderingen af disse.
Landmåleren har også kompetencer indenfor jura, men den væsentligste forskel ligger i autorisationen, som landinspektøren har, i forbindelse med udstykning, matrikelafgrænsning og fastsættelse af skel.
En landmåler kan derfor være med til at afgøre stridigheder for eksempel i forbindelse med skel, men det er landinspektøren, der har autorisation til at foretage de juridiske ændringer, såfremt det bliver nødvendigt.
Landmåler til privat og erhverv
En landmåler kan løse opgaver for private grundejere, der vil opføre nye byggeprojekter eller tilbygninger på privat grund. Det er også typisk en landmåler, man vil tilkalde, hvis man er uenig med naboen om, hvor hegnet skal placeres, eller hvordan indkørslen skal etableres.
Virksomheder benytter også en landmåler, når der skal opføres bygninger til detailhandel, kontorbygninger, højhuse og meget mere. Virksomheder, der køber og udvikler ejendomme, har brug for landmålingsdata til at fastlægge ejendomsgrænser, planlægge layout og designe faciliteter. Landmålingsdata bruges også i denne forbindelse, når der skal etableres vand- og kloaksystemer samt elektriske forsyningsnet.
Inden for landbruget bruger man også landmålere til landbrugsopgaver. Det kan for eksempel være i forbindelse med køb og salg af landbrugsjord, udstykning af marker, opmåling og kortlægning af marker og vandløb, samt rådgivning om landbrugspligt, randzoner, naturbeskyttelse og meget mere.